Er du senior og har du selv ændret spisevaner? Det er helt naturligt at man undgår ting man ikke så godt kan håndtere, og uden at tænke så meget over det, har du måske byttet det røde kød ud med for eksempel fisk. Du springer flæskestegen og kyllingebrystet over, for det er altid så tørt. Du fravælger rå grøntsager, fordi du bliver træt i kæberne og jo heller ikke er en kanin ? Det er helt ok, så længe du selv vælger og kan sikre, at du får proteiner nok til at bibeholde din muskelmasse.
Men hvis du er i en spisesituation, hvor andre personer skal lave mad til dig, så er du afhængig af, at den mad du tilbydes, er i en konsistens, som du magter at spise. Vi er faste i troen på, at alle har ret til lækker mad – også hvis man ikke kan tygge eller spise for eksempel en steg, et kyllingebryst eller en mørbradbøf, men ikke har problemer med at synke maden. Det er simpelt at ændre konsistensen på for eksempel et stykke steg, så det opleves blødt og saftigt uden at det går ud over udseendet eller smagen.
I Danmark skønnes det at 60-87 % af beboerne på plejecentre har dysfagi, men kun cirka 15 % tilbydes eller tilvælger konsistensreguleret mad. Det kan der være mange årsager til, men uanset hvilke, så er det et problem, da det går ud over både livskvalitet og helbred.
En væsentlig del af de beboere som får tilbudt normalkonsistens, levner desværre store dele af maden på tallerkenen. Det er da frygteligt synd for beboeren og også et kæmpemæssigt ressourcespild af både mandetimer og råvarer.
Vi oplever mange menuplaner til plejecentre, som er indbydende og hvor der indgår masser af lækre salater i flotte farver og kombinationer, som stimulerer alle sanser. Hvor der er lækre stege og hele kødstykker og tilbehør som for eksempel sprødstegte kartofler eller et lækkert hjemmebagt sprødt flute. Men passer de til målgruppen?
Hvis beboerne ikke magter at spise maden på menuplanen, så skal de på en diæt, hvor de kan få tilbudt for eksempel frikadeller eller farsbrød, når de øvrige beboere får flæskesteg. Et andet alternativ er, at de bliver tilbudt gratinkonsistens, hvilket vil være at skyde over målet, og hvor konsistensen er så langt fra udgangspunktet, at beboeren fravælger den.
Men er det rimeligt at op mod 87 % af beboerne skal kæmpe sig igennem måltidet? Eller være på en diæt, afviger væsentligt fra udgangspunktet?
Det mener vi ikke! Derfor arbejder vi målrettet på at udvikle opskrifter og teknikker som gør det let at ”trylle” maden om, så den som minimum er let at tygge og spise for personer med tyggebesvær (og ikke synkebesvær). Hvor smag, duft og præsentation er som på alle de andre tallerkener bordet rundt, så den sanselige oplevelse af måltidet og følelsen af social inklusion og er i top.
Du finder et udvalg af vores opskrifter her.